Afgang igen fra Aalborg mandag morgen – mellemlanding i København inden det store træk til Tokyo. Vi kendte turen og det gik som sidst. Denne gang roligt igennem immigration, og videre med metro til Tokyo Station. Herfra skulle vi med Shinkansen til Nagano. Vi havde ikke bestilt billet, da vi ville tage det med ro og bare se hvornår vi nåede ind til stationen. Det viste sig at langt de fleste tog var udsolgt og vi måtte derfor vente i næsten 2 timer og blev nødt til at købe billetter til 1. klasse for at sidde sammen. Fremover skal vi sørge for at få bestilt mindst dagen før!
På perronen ventede vi pænt i kø til vores vogn og blev lukket ind få minutter før afgang, da rengøring lige skulle være færdige og alle stolene vendt rundt så toget var klar til at køre den anden vej.
Vi havde igen købt madbokse til turen, og denne gang var en af dem en varm ret! Det fungerer ved at man trækker en snor ud af boksen, hvorefter en kemisk proces sørger for at varme boksen op på knap 10 minutter. Det fungerede og smagte fantastisk, men vi sad på hver sin side af gangen så kunne ikke rigtig komme til at smage hinandens mad.
Den sidste halve time af turen havde vi dog en vinduesplads, og kunne nyde udsigten til det flotte landskab med bjerge og løvfald. Undervejs kom vi også fordi en skiløjpe og igennem utallige lange tunneller.
I Nagano gik vi direkte til hotellet og fik det første chok. Hotelmutter snakkede slet ikke engelsk og vi skulle finde vores booking blandt en stak håndskrevne lapper papir. Skoene skulles stillet i receptionen, og i hotellets hjemmesko blev vi dirigeret op til vores værelse med bambusgulv og futoner på gulvet. Spændende hvordan ryggen klarer det i nat! Hotelmutter indstillede varmtvandsbeholderen og sagde en helt masse... Spændende om der er varmt vand i morgen.
Så gik turen til budistisk tempel, hvor vi overværede en meget speciel bønne ceremoni. Meget højtideligt, men kunne være rart at vide hvad det gik ud på. Herefter gik vi i strømpefødder med skoene i en plastikpose igennem en kulsort kældergang, hvor man fik lykke og held hvis man fandt et dørhåndtag undervejs. Det lykkedes, så det kan kun blive en god tur. Efter at have besøgt museet, indgangsporten og et bønnerum gik vi tilbage på hotellet for en pause inden aftensmaden. Vi var begge godt brugte, så aftensmaden endte med at blive nogle sandwich og salater og ikke mindst desserter fra 7-11 mens vi så japansk tv på værelset.
Efterårsfarverne viste sig flot udenfor Tokyo Station
Dagens ny-opvarmede madboks i toget. (Det er altså ris under kødet!)
Udsigten fra toget da vi kom udenfor Tokyo
Stolene på første klasse manglede ikke noget
Alt er anderledes - også deres fastfood
Gaden op mod templet var fyldt med små butikker og boder
Templet med et ungt par foran. Næppe et brudepar - nærmere nogen der havde lejet noget traditionelt tøj for at få lavet billeder
Farverne er bare fantastiske
To milkshakes med grøn te, tak
Vores japanske ryokan - mon ryggen klarer det?


Ingen kommentarer:
Send en kommentar