Afgang fra Aalborg mandag formiddag – mellemlanding i København inden det store træk til Tokyo. Kort før landing hører vi med et halvt øre, at man skal hente bagagen i Tokyo, selvom den evt. er tjekket ind videre til næste flyvning. Lettere panisk får vi spurgt to stewardesser om det virkelig kan være rigtigt, da vi kun har 1½ time inden vi flyver videre til Hiroshima! Det havde vi været bekymret for allerede ved bestilling, men blev beroliget af at bagagen jo automatisk kom hele vejen – det gør den så ikke alligevel. Dvs. vi skal igennem immigration, hente bagage, skifte terminal, checke ind igen og aflevere bagage igen, samt igennem security igen – alt sammen på 1½ time i et land man næsten ikke kan kommunikere med.
Efter flere gange at få lov til at gå udenom køen, og have fået smidt et par togbilletter i hovedet, fordi det er hurtigere at skifte terminal med tog end shuttlebus, så nåede vi frem til vores sidste flyvning få minutter før boarding lukkede. Lidt for presset, men de fik endda også vores bagage med. Imponerende, trods alt.
Lidt mere roligt var den sidste time med bus ind til Hiroshima centrum. På hotellet var værelset ikke klar, men vi kom af med bagagen og kunne gå på opdagelse i byen. Vi faldt over en lang shopping arkade (Hondori Shopping Street) der havde alle mulige underlige japanske nichebutikker. En spillehal i 6 etager med 100-200 maskiner per etage, tøjbutik kun med strømper, restauranter med en masse mad vi aldrig har set eller smagt før (endnu!) osv.
Derefter tog vi til Hiroshima Castle, hvor vi kom lidt for tæt på lukketid til både borgen og helligdommen. Vi havde desværre ikke fået hævet kontanter endnu, så vi kunne ikke købe spåkager, men kunne dog komme ind i borgen. Fantastisk flotte bygninger – og en masse om både den oprindelige historie, samt genopbygningen efter atombomben i 1945.
Herefter tog vi tilbage på hotellet til et tiltrængt bad, inden jagten gik ind på aftensmad. Vi havde udset os Hiroshima Style Okonomiyaki, som man af gode grunde kun kan få her, men det var blevet så sent at alle de restauranter vi havde udset os havde lukket. Vi endte derfor i stedet lidt tilfældigt (efterhånden ret sultne) på en japansk fiskerestaurant. Ikke lige det vi havde planlagt, men det var sjovt at prøve noget helt anderledes – bl.a. noget a’la tun-tatar med tørret fiskeskæld.
Tilbage på hotellet gik vi direkte i baren på tagterrassen, da vi fik poletter til gratis cocktails ved ankomst. De skulle jo nødig gå til spilde :)
Så var det på hovedet i seng efter mange timer uden ret meget søvn.
Fantastisk udsigt undervejs!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar