onsdag den 5. juni 2013

Vi ville starte med en rundtur i New York, for at få et overblik over byen. Vi valgte en sejltur halvvejs rundt om det sydlige Manhatten, og tilbage igen. Morgenmaden købte vi på vejen mod havnen, og spiste den mens vi ventede på afgang. Lesley fik også tid til at få købt den hovedbeklædning, som hun havde lovet at have på, når vi skulle se Frihedsgudinden. Den er også grøn, men denne gang var det også meningen. :-) Vejret var helt perfekt - høj sol, godt 20 grader og næsten ingen vind, så der var fin udsigt til både skyskabere og Frihedsgudinde. De to timers sejlads gik hurtigt, mens vi fik taget en masse billeder.

Tilbage i havn fik vi en hurtig frokost, inden vi satte kurs mod Rockefeller Center. 260 meter oppe over byen kunne vi nu se "ned" på byens mange skyskrabere. Det hedder sig godt nok at man skal op og se udsigten fra Empire State Building når man er i New York, men vi kunne læse flere steder at køen var meget mindre og udsigten faktisk endnu flottere fra Rockefeller (Top of the Rock), så det gjorde vi. Vejret var perfekt og vi kunne se langt omkring - specielt udsigten til Empire State Building var flot.

Nede på jorden igen, gik vi en tur op langs Fifth Avenue, hvor der lå en lang række eksklusive butikker der skulle studeres. Lige før Central Park lå der en Apple Store, hvor indgangen var et glasbur på en plads, hvor der var en elevator og trapper direkte ned i butikken under jorden. Der var proppet med folk og Apple computere, iPhones og iPads og en hel masse spændende tilbehør. Computerbudgetter var dog allerede brugt i Best Buy for et par dage siden, så vi nøjedes med at kigge og mase os rundt i butikken.

Herefter vendte vi næsen tilbage mod hotellet, mens vi ledte efter et sted at spise. Netop som vi fandt det perfekte sted, fandt Lesley liiige en butik hun skulle ind og kigge i. Så Peter fik lov til at stå udenfor i næsten ½ times tid inden hun endelig kom ud men en overraskende lille pose. Det var heldigvis ventetiden værd, for den italienske restaurant lavede en lækker menu til os, som Lesley foreslog om ikke vi skulle prøve igen imorgen. Men om det var maden eller deres crème brulée eller måske deres æbel Martinier der gjorde udslaget vides ikke.

Morgenmad mens vi venter på afgang

Dagens fartøj

Udsigten ind over Manhatten

Selvom man bor i New York har man jo brug for en driving range til at træne sit golf sving. Så her står man i fire etager og slår ud i stålnettet.

Frihedsgudinden

Udsigten til Empire State Building fra Top of the Rock. I baggrunden til højre ses det nye One World Trade Center, der er ved at blive opført tæt på de tidligere tvillinge tårne.

Udsigten til Central Park, der ligger som en oase midt en den store by

Apple butikken på (eller rettere under) Fifth Avenue

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Powered By Blogger

Test